Nyhedsbrev ONLINE SHOP SITEMAP

orange_dotHumor & satire

Print

Anders And & Co.

Af Anders Hjorth-Jørgensen

Anders And & Co. nr.1 udkom tirsdag den 1. marts 1949. Mange af de kendte Disney-figurer var med fra starten: Anders, Rip, Rap & Rup, Mickey, Minnie, Fedtmule, Pluto, Bedstemor And, Andersine, Store Stygge Ulv og Lille Ulv. Onkel Joakim dukkede allerede op i nr.6/1949 og Fætter Højben i nr.7/1949, ligesom både Chip & Chap, Bongo og Dumbo fik deres første optræden dette år. Først i nr.8/1951 mødte hæftets læsere Sorteper, mens Bjørnebanden gjorde sin entre i nr. 6/1962 og George Gearløs i nr.1/1953. Senere er en række andre figurer blevet del af det faste Andeby-galleri.

Det var direktøren i det danske Gutenberghus (nu Egmont Gruppen), Dan Folke, der sikrede de skandinaviske rettigheder til udgivelsen af Disney-blade, da han efter krigen rejste til USA og forhandlede kontrakten på plads med Walt Disneys bror, Roy Disney. Folke var tidligere modstandsmand, boghandler, komponist, forlægger og i øvrigt også manden bag det dengang helt nye ugeblad, ALT for damerne. Aftalen blev underskrevet den 19. april 1948 i København, og samme år udkom Anders And-bladet i både Sverige og Norge, mens det skovfattige Danmark på grund af papirmangel måtte vente til 1949.

Sonja Rindom

Bladets redaktør blev Harald Toksvig. men afgørende indflydelse fik også bladets oversætter, Ping-pris modtageren Sonja Rindom, der forfattede de danske talebobler gennem 32 år og i fornemt parløb med Carl Barks lagde grundstenen til bladets status som dansk kulturgods. Rindom mente ikke, man skulle forenkle sproget, bare fordi mange læsere var børn. Tværtimod stræbte hun efter at gøre taleboblerne finurlige og opfindsomme, og dermed indgav hun ikke bare mange danske børn lysten til at læse og lære nye ord, hun modbeviste også visse pædagogers påstand om, at man kun kan tale til børn med ord, de forstår i forvejen.

Anders And & Co. nåede tidligt imponerende oplagstal, og Rindoms fordanskninger kom dermed til at præge millioner af danske børns forhold til sproget. Hvem har ikke stiftet bekendtskab med den nu 93-årige oversætters sproglige vid, som af mange kaldes århundredets bedste dansk? Det var hende, der opfandt udtryk som Langbortistan, Pengeløse og Milde Mammon - for ikke at tale om verset "Oh skænk mig en grav ved det isgrønne hav, hvor kun bølgerne hører min gråd", der indleder Anders' første (og eneste) hit Den hulkende sømand fra Anders And nr.7/1952. Rindoms magiske talebobler skabtes i et legendarisk, åndeligt fælleskab med tegneren og plotmageren Carl Barks, der satte sit markante præg på den første årgang - især hvert nummers første historie, der repræsenterer en uimodståelig kombination af fortælleglæde, parodi, satire og groteske optrin. Alt sammen formidlet i en venlig, energisk streg, der gav liv til både Anders og nevøerne, foruden Fætter Højben og Joakim von And, det her viste sig for første gang i Danmark.

Egmont

Disse 10 historier blev grundstenen i den danske Andeby-dyrkelse. Barks-historierne blev læst tusind gange og citeret ved middage i de bedste selskaber, men også andre tegnere markerede sig i den spæde start - først og fremmest Floyd Gottfredson, som indførte de lange, fortsatte historier, hvor Mickey Mouse kaster sig ud i drabelige eventyr. Og Al Taliaferro - manden, der oprindelig overførte Anders til tegneserier, direkte fra filmstrimmelen til den avis-dagstribe, han blev sat til at lave i 1938. Tegneteknisk er Taliaferros striber uovertrufne, og Anders And-redaktionen benyttede sig af dem i hobetal. De fylder side efter side i første årgang som perfekte små pausenumre. Det var Taliaferro, der introducerede Rip, Rap og Rup, der dukkede op som feriebørn hos Anders And den 17. oktober 1937 - og Bedstemor And, der dengang var noget mere stramnæbet end vore dages rigide og kloge, kagebagende bedstemor. Anders And & Co. nr.1/1949 udkom som månedshæfte i et eksemplartal på 103.000 eksemplarer, som dog hurtigt blev udsolgt. Derfor udkom nr. 2 i et oplag på 110.000, som også blev meldt udsolgt. Ved indgangen til 1956 begyndte Anders And & Co. at udkomme hver 14. dag og fra nr.1/1959 blev det etableret som ugehæfte. I takt med den stigende udgivelsesfrekvens voksede oplagstallet støt, og i andet halvår 1972 toppede det med 219.688 eksemplarer - i realiteten en stigning på månedsbasis på 865% i forhold til 1949. I 1999 ligger det ugentlige oplag på omkring 90.000 eksemplarer - i Danmark!

40% AF VERDENS DISNEY-TEGNESERIER PRODUCERES I KØBENHAVN

Indtil starten af 1960'erne hentede Egmont (som tidligere hed Gutenberghus) tegneserierne til Anders And & Co. i USA. Indtil 1958, hvor bladet udkom hver 14. dag, var der rigeligt materiale at øse af, men da bladet i 1959 gik over til at komme en gang om ugen, kom forlaget i materialenød.

Derfor måtte Gutenberghus etablere en egenproduktion, og siden 1970'erne er produktionen steget støt, så Egmont i dag producerer 4.500 sider Disney-tegneserier om året. Det svarer til 40% af den samlede verdensproduktion af Disney-tegneserier. Idéfolk henter Egmont i Skandinavien og England, mens tegnerne rekrutteres i Chile, Spanien, USA og Danmark. Egmont står for udgivelsen af Disney-serier i 29 lande, bl.a. de østeuropæiske lande samt flere asiatiske lande, bl.a. Kina, Japan og Indien. Samtidig leveres materiale til 16 andre lande, bl.a. USA, Italien, Holland og Frankrig.

Der sælges 1.7 millioner blade hver uge, og de bliver læst af mere end 8 millioner mennesker! Det gør Egmont til den største tegneserieproducent i verden. Gutenberghus/Egmont har dog ikke været ene om verdensproduktionen af Disney-serier, hvilket fremgår af bogstav- og talkoderne i den enkelte histories 1. billede. I øvrigt er det værd at bemærke, at Egmont her ved udgangen af årtusindet er begyndt at anføre, hvem der har udført manuskript og tegninger til episoderne i Anders And & Co. og beslægtede udgivelser.

anders and 8

anders and 2

anders and 1
Nr. 1/1949 kostede 75 øre.
50 år senere sættes katalog-
prisen til et perfekt eksemplar
til kr. 15.000, mens et lettere
slidt eksemplar vurderes til en
salgspris på kr. 9.000 kr.

anders and 3
Nr. 3/1958

anders and 4
Nr. 11/1967

anders and 5
Nr. 2/1977

anders and 6
Nr. 14/1989

anders and 7
Nr. 5/1999