Nyhedsbrev ONLINE SHOP SITEMAP

orange_dotHumor & satire

Print

50'erne i vore hjerter

Af Anders Hjorth-Jørgensen

I disse dage er det 25 år siden, jeg genopdagede tegneserierne. Indtil da havde jeg i en årrække anset tegneserierne som helhed for om ikke underlødige så i hvert fald ligegyldige. Undtagen Radiserne og Asterix, som jeg læste med stor fornøjelse. Selvfølgelig læste jeg tegneseriehæfter, da jeg voksede op i 50'erne. Massevis af hæfter! Wild West, Kong Kylie, Skipper Skræk, Anders And & Co., Roy Rogers, Sorte Maske, Raketserier, Akim og Illustrerede Klassikere hørte til favoritterne - med Tex Willer, Texas og Prærieserier som outsidere.

Men belært af tidsånden fik jeg efterhånden den opfattelse, at det var noget bras. Seriehæfterne er masseproducerede dagdrømme. Tag dem i timerne og punktér dem gennem oplysning, samtaler og diskussion. Så vil luften sive ud af de dårlige hylstre (Folkeskolen nr. 29/1956). Jeg lærte, at det skrevne ord rummede langt flere kvaliteter - så med indgangen til 60'erne forærede jeg min tegneseriesamling væk og gik i gang med den mere lødige litteratur. Bill og Ben, Texas-bøgerne, Walt Slade m.v. Og så blev det hastigt til Conan Doyle, Chesterton, Martin A. Hansen, Remarque, Frank Jæger, Knut Hamsun, Chandler m.fl. i skøn forvirring. Hvis jeg ellers husker ret, havde jeg kun et overbærende smil til overs for dem af mine jævnaldrende, som blev hængende ved Superman og Batman.

Jeg havde lært 50'er-lektien - ført på rette vej af børnebogskampagner og datidens fremherskende holdning overfor tegneserier. Jeg kom til at interessere mig levende for litteratur. Det satte sit kraftige præg på min bogreol. Måske var det derfor, jeg i 1968 gik i gang med bibliotekarstudiet, så jeg i starten af september 1969 som praktikant befandt mig i et kursuslokale på Holbæk Bibliotek, hvor en snes lokale deltidsbibliotekarer lyttede til foredrag af børnelitteraturhistorikeren Anine Rud.

På et tidspunkt faldt talen på tegneserier, fordi Jens Peder Agger og Ole Hansen netop da havde en vandreudstilling med positiv indfaldsvinkel til emnet på turné i de danske folkebiblioteker. Den viser 200 forskellige tegneserier, sagde en stedlig børnebibliotekar til foredragsholderen. Er der virkelig så mange?, replicerede Anine Rud. Ja og tænk, sagde børnebibliotekaren lettere forarget, Agger og Hansen har efter sigende selv læst dem alle sammen! Jamen, det var dog forfærdeligt!, kom det dybfølt fra en fordomsfuId Anine Rud. Nu er det jo sådan med fordomme, at de oftest bunder i uvidenhed - også når de udtrykkes af en autoritet. Og 1969 var året, hvor man satte spørgsmålstegn ved autoriteterne. Så jeg bestemte mig for at undersøge, hvad der fik to voksne mennesker - og uddannede bibliotekarer - til at læse tegneserier tilsyneladende med positivt udbytte. Var der måske noget, jeg havde overset, i mine egne forudfattede meninger om tegneserierne. En måned efter var jeg indfanget af tegneseriemediets mange nuancer og facetter. En ny og spændende verden fuld af oplevelser åbnede sig i Marvels superhelteserier og i de fransk/belgiske serier. De gamle, kendte serier fra 50'erne og i tiden før viste sig at være langt mere end et nostalgisk gensyn værd. Inden længe havde jeg selv læst mere end 200 tegneserier. Og det var på ingen måde forfærdeligt.

Jeg er Anine Rud dybt taknemmelig. En bemærkning affødt af det korstog, som i 50'erne førte mig væk fra tegneserierne, førte mig tilbage til dem ved tærsklen til det årti, hvor der skete interessante ting på det danske tegneseriemarked, og hvor folkebibliotekerne åbnede dørene for tegneserierne.

På trods!
I 50'erne og 60'erne var det utænkeligt, at et dansk folkebibliotek købte tegneserier. Kvalitetskravet var ufravigeligt, og tegneserier var ikke kvalitet. Om Tintin hed det bl.a.: ... et mærkeligt spidst foretagende, en bastard mellem den humoristiske serie og eventyrserien. Handlingen er tit uhyggelig og grov (Tørk Haxthausen i bogen Opdragelse til Terror, 1955). Rygtet gik, at disse belgiske tegneserier skulle overgå alle andre i spænding, fantasi og humor, og det er klart, at havde det været tilfældet, kunne man have anbefalet dem til anskaffelse. Anmelderen vil indskrænke sig til at oplyse, at rygtet har løjet, og at bøgerne er uden interesse for bibliotekerne. (Aase Bredsdorff i tidsskriftet Bogens Verden, 1961). 7 år senere blev Tintin som den første tegneserie bedømt på IBCs grønne lektørudtalelse til bibliotekerne: ... Den er spændende, den er sjov, fyldt med barokt komiske situationer og en snurrig personskare leder én gennem alle farer og over alle skær på en ganske overnaturlig måde ... Der er noget næsten uskyldigt naivt over denne tegneserie, der er meget velskrevet og meget levende og en lækkerbisken for alle børn fra 9-årsalderen (Sus Rostrup, 1968).

Holdningen havde ændret sig. Flere af de unge bibliotekarer, som var vokset op med 50'er-hetzen, gik i modsætning til deres ældre kolleger tegneserierne fordomsfrit i møde. Et par af dem var Jens Peder Agger og Ole Hansen. Det første man må gøre sig klart når man skal bedømme en tegneserie er, at den er underholdning. Den prætenderer ikke at være Kunst - de få undtagelser derpå er uvæsentlige. Om man så kan skille kunst og underholdning ad, er en anden sag. Derfor står og falder en tegneseries kvalitet med om den er underholdende eller ej (Jens Peder Agger, 1969).

I foråret 1970 udsendte Bibliotekscentralen et spørgeskema om tegneserier og seriehæfter i børnebibliotekerne. De 103 besvarelser viste en hovedsagelig positiv indstilling til at købe kvalitetstegneserier til biblioteksudlån. Men negative røster blandede sig dog også i koret. Efter grundigt at have gennemgået bogstaveligt taget alt fra den medfølgende liste må jeg konkludere, at det er noget møg, som jeg ikke kan se er biblioteksrelevant. Ikke engang Anders And, efter at det er gået op for mig, hvilket ondskabsfuldt blad det i virkeligheden er: der er ingen humor, kun skadefryd, og moralen er, at penge er magt. Jeg vil indrømme, at nogle blade er ganske godt tegnede, men deres ideindhold er yderst primitivt. At voksne mennesker, oven i købet bibliotekarer, vil have os til at se noget i de blade, kalder jeg for kejserens ny klæder! PS: Rasmus Klump kunne måske passere, da det er ganske pænt tegnet og i øvrigt temmelig harmløst. Men der er efter min mening intet behov hos denne aldersgruppe for tegneserier (og heller ikke grund til at skabe et), så længe vi har så mange fine og forskellige billedbøger.

Da jeg i 1973 fik ansættelse som bibliotekar, mødte jeg hos mange kolleger en vilje til at indkøbe tegneserier men også en usikkerhed overfor, hvad der var og ikke var biblioteksrelevant - på trods af at Jens Peder Agger og Ole Hansen igennem flere år havde givet kvalificeret rådgivning på lektørudtalelserne. Den mulighed fik jeg også selv, da jeg i 1973 afløste Ole Hansen som lektør. En af mine første udtalelser drejede sig om Den store skrækbog, der som bekendt indeholdt et udvalg af EC's klassiske gyser-serier fra 50'erne. Udtalelsen sluttede således: Der er ingen tvivl om, at børnebiblioteket vil kunne få mange udlån på denne bog, hvis skadelige virkning vist må regnes som minimal, men det fuIde udbytte får kun den voksne, som er vænnet til, at der kan ligge mere i en historie end det, som den direkte fortæller.

Enhver børnebibliotekarudtalelse var ledsaget af en udtalelse fra en skolebibliotekar. Jørn E. Alberts udtalelse lød: I bogens indledning omtales heksejagten på tegneserier i 1954, der herhjemme gav sig udtryk i bogen Stene for brød af Vagn Jensen, og hermed impliceres, at sådan er man heldigvis ikke længere. Det er vel et spørgsmål. Hvis man hermed mener, at vi nu accepterer alt i den hellige tegneseries navn, så er det vel en sandhed med modifikationer. Kriteriet er nu blot som for mange andre bøger. Jeg mener bestemt ikke, at disse nostalgiske serier fra 50'erne har nogen som helst kvalitet hverken indholdsmæssigt eller kunstnerisk. Jeg tror, vi gør tegneserien som genre en tjeneste ved at afvise disse.

Jeg fungerede som lektør indtil 1983 og skrev i overensstemmelse med min overbevisning og samvittighed positive og negative udtagelser. I mange kollegers øjne var jeg dog ikke troværdig. Ikke så få gange i mine 10 år som lektør mødte jeg bemærkningen: IBC bør også ansætte lektører, som har et negativt forhold til tegneseriemediet. Alle de, der p.t. er ansat, har jo et positivt forhold til mediet. Man havde stadig 50'erne i frisk erindring. Dengang fik man god og saglig kritik fra autoriteter, som hadede tegneserierne af et godt hjerte.

50erne11

Wild West 1955

Det er straks sværere at have tillid til mennesker, som i en alder af 46 år stadig har barndommens oplevelser med Kaptajn Mickey, Fuzzy, Salasso, Magic Face og Tawega i frisk erindring. Mennesker som kan genfortælle snesevis af "den gode tegner"s Anders And-historier, og som blot behøver at se en forside fra Illustrerede Klassikere for for sit øje for at genkalde sig indholdets stemningsbilleder. Og som i øvrigt ikke kan huske handlingen i alle de "lødige" børnebøger, som 50'ernes børnebogskampagner fik dem til at læse! Vi er mange, som har 50'erne i vore hjerter. Men følelserne er forskellige. Efter 40 år spænder de stadig fra kærlighed til foragt.

50erne1

50erne2

50erne3

50erne4

50erne5

50erne6

50erne7

50erne8

50erne9

50erne10